FODBOLD: Spillere som måltyven Claus Frandsen, forsvarsspilleren Morten Larsen og midtbanestrategen Morten Christensen er gode eksempler på det talentarbejde, Glostrup tidligere var kendt for. De tre udgjorde i en årrække rygraden på Glostrups divisionshold, men alle tre er nu gået på fodboldpension, og dermed er der kun få Glostrup-spillere af egen avl på førsteholdet.
Det faktum skal Glostrups nye sportschef på ungdomssiden, 42-årige Flemming Pedersen, være med til at ændre. Han har de seneste tre år været drenge- og juniortræner i Glostrup, og sammen med fem andre af klubbens trænere gik han i efteråret til klubbens bestyrelse og præsenterede den for et oplæg til et bedre og mere struktureret udvikling af klubbens ungdom. Et arbejde, der både skal gøre det sjovt at spille i Glostrup, og som på længere sigt også skal producere spillere til førsteholdet.
- Bestyrelsen reagerede meget positivt på vores henvendelse. Andre steder ville man måske have opfattet det som kritik, men her lyttede man og var interesseret i at få implementeret de ideer, vi lagde op til, fortæller Flemming Pedersen.
Den røde tråd
I sin egenskab af ungdomssportschef er et af Flemming Pedersens ansvarsområder trænerne ? både ansættelse af nye og udvikling af de eksisterende. Samtidig er det hans ansvar, at ? Den røde tråd? implementeres i hele ungdomsafdelingen.
- ?Den røde tråd? opstiller nogle klare mål for, hvad spillerne skal have trænet og lært på de forskellige alderstrin. Fra 5 til 12 års alderen skal det først og fremmest handle om det tekniske, hvor alt det basale i fodbolden læres. På de årgange skal det være sjovt, og der skal tænkes i udvikling og ikke resultater. Fra de er 13 år, begynder det at blive mere taktisk og resultat-orienteret, men det skal fortsat være sjovt.
Talentskole En af de store nyskabelser i Glostrup FK er en talentskole, hvor klubbens bedste spillere mellem 10 og 16 år håndplukkes til ekstra træning en gang om ugen.
- Vi har hyret en træner, der specifikt skal tage sig af det arbejde. Vi vil gerne på den måde signalere, at vi gør noget ekstra for vores talenter.
- Vi håber og tror på, at det er en måde at fastholde vores mest talentfulde spillere. Hidtil har vi kun haft dem som små, og når de blev store, og ambitionerne skulle indfries, skiftede de til andre klubber. Det gjorde de dels fordi, Glostrup ikke har været attraktiv nok, fordi vores ungdomshold ligger lavt i rækkerne, dels fordi spillerne ikke er blevet tilbudt den træning, der skal til, siger Flemming Pedersen.
Målsætningen er nu, at de bedste hold fra U-13 til U-18 fra 2010 skal ligge mindst i række 1 og gerne højere.
Glostrup på landkortet
For Glostrups nye ungdomssportschef er drivkraften at få Glostrup tilbage på fodboldens landkort.
- Vi er en divisionsklub og skal forblive en divisionsklub og derfor skal der en seriøs udvikling til af vores ungdomsspillere, så vi igen kan rekruttere spillere til førsteholdet. De senere år er det meget småt, hvad vi har produceret af spillere til divisionsholdet. Vi har en tese om, at jo flere egne talenter, der er på førsteholdet, jo større er sandsynligheden for, at vi får skabt klubkultur, klubfølelse og dermed gode resultater, siger Flemming Pedersen.
En anden nyskabelse i Glostrup FK er, at man har arbejdet på at skabe bedre netværk blandt trænerne.
- De er begyndt at snakke sammen og inspirere hinanden på kryds og tværs i stedet for bare at være deres egen lille klub i klubben, siger Flemming Pedersen.
Han er sig meget bevidst, at han ikke skal påtage sig så stor en arbejdsbyrde i Glostrup FK, at han ? som så mange andre ledere før ham i både Glostrup og andre klubber ? brænder ud og mister lysten til det frivillige arbejde.
- For mig er det vigtigt, at jeg bliver friholdt for alt det administrative, så jeg kan fokusere på det sportslige og udviklingen spillere og trænere. Det administrative kører fint ude på de enkelte hold, takket være den organisation af årgangs-ledere og holdledere der er opbygget.
Vores organisation er godt gearet til at påtage sig arbejdet og jeg har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra trænere og ledere som bakker fuldt op om vores planer. Når det er sagt, så vil jeg godt udtrykke håb om opbakning og støtte fra Team Glostrup og fra de forskellige holds sponsorer igen i 2008, så vi kan arbejde mere målrettet med at fastholde og udvikle ungdommen.