FODBOLD: De mange nye navne, der er kommet til Glostrup i vinterpausen, skaber ikke automatisk gode resultater. Det har vinterens hidtidige træningskampe vist.
- Vi startede skidt med at tabe 1-0 til B1903, hvor vi spiller ok i første halvleg, men hvor vi ikke får bolden sparket ind. Derpå taber vi skuffende 5-0 til Frem i en kamp, hvor vi reelt er statister, siger Glostrup-træner Frank Skytte.
Derpå er det gradvist gået fremad for Glostrup, der spillede 3-3 mod HIK.
- Vi var bagud 1-0 ved pausen, men kom så foran 3-1 på et mål af Jimmi Müller og to mål af Dennis Holm. Vi fører med to mål til et par minutter før tid, men så får de scoret to mål til allersidst, siger Frank Skytte.
Glostrups seneste træningskamp blev spillet i lørdags, hvor det blev til et nederlag på 2-1 mod Lolland Falster Alliancen. Glostrup førte 1-0 på et mål midt i første halvleg af Sebastian Rasmussen og havde chancer til mere. 25 minutter før tid fil Alliancen udlignet, og hjemmeholdet fik scoret yderligere en gang inden slutfløjtet, så Glostrup på ny måtte gå fra banen uden en sejr.
Jeg vil gerne vinde hver gang, men i den fase, vi er i nu med mange nye spillere, handler det om at få spillet holdet sammen. Mod Alliancen spillede vi fremragende i den første halve time, men generelt går vi lidt ned mod slutningen af kampene, og det skal vi naturligvis have rettet. Vi er kommet et godt stykke, og vi har 8 kampe endnu til at få tingene på plads. Vi er en sammenbragt flok, der skal finde sammen, og selvom vi har fået mange gode spillere og ledertyper, spiller man ikke et nyt hold sammen fra den ene dag til den anden. Det tager noget tid, siger Frank Skytte.
Siden januar er angriberen Ozman Öztek stoppet, mens Rune Povlsen er kommet til fra Fremad Amager.
- Han er en lille, spændende kantspiller, lyder beskrivelsen fra Frank Skytte, der skal i kamp med sine spillere igen allerede i morgen aften, hvor Glostrup møder Ølstykke i Topdanmark hallen i Ballerup.