Kampen set med BGA øjne:
Efter sidste uges flotte indsats var der trods genkomst af Kasper Schultz efter karantæne genvalg i startopstillingen til Lasse Juul Jensen. Rasmus Dalland var tilbage efter en kortere skadespause. Ellers samme hold som seneste kamp.
Lad det være sagt med det samme – ikke den flotteste fodboldkamp, om end der i flere momenter af kampen blev vist flot spil af begge mandskaber. Til gengæld var der herrefight på programmet i et solbeskinnet og varmt Nykøbing Falster.
LFA havde meget af spillet i første halvleg, men BGA kom frem til de farligste forsøg. Bl.a. havde Jonathan Lynge Nielsen et par nærgående forsøg fra højre side af straffesparksfeltet., der testede LFA keeperens kompetencer.
Efter flere farlige indlæg fra venstre side måtte LFA forsvaret give op i det 42’ minut. Presset blev så stort at LFA’s forsvar ikke kunne afværge BGA’s tryk og til sidst endte bolden i nettet via en LFA forsvarer til stillingen 0-1, som også blev pauseresultatet.
LFA kom godt ud til anden halvleg og det var tydeligt at de ville frem til en udligning. Efter 52 minutter fik BGA ikke sideforskudt tilstrækkeligt og det gav et åbent skud på Kasper Vilfort, som måtte kapitulere.
Udligningen til 1-1 gav LFA blod på tanden, men BGA bed godt fra sig med stor kampkraft og –vilje. Trods et nærgående forsøg på stolpen fra LFA, kom BGA tilbage med flere godt tilspillede chancer og i det 80’ minut gav det pote, da Simon Hanghøj flot kunne heade en hjørnesparksbold i mål.
LFA satsede herefter alt, men helt farligt blev det aldrig rigtigt.
BGA kunne velfortjent rejse hjem fra Nykøbing Falster med en 2-1 sejr og 3 point i bagagen